| Flere

Farlige amoriner på spil

Seksuelle forhold mellem trænere og udøvere kan være problematiske. De unge piger, der typisk falder for deres ældre og mere erfarne træner, føler sig ofte misbrugt og krænket, fordi magten er ulige fordelt i forholdet

Det mener trænerne

91,3 % mener, det er uacceptabelt at flirte med udøverne.

92,9 % finder det uacceptabelt at have et kæresteforhold til en kvindelig udøver under 18 år

24,7 % finder det uacceptabelt at have et kæresteforhold til en udøver over 18 år

Clinton faldt for praktikanten i det Hvide hus. Men det er ikke forbeholdt præsidenter at give efter for amorinerne. Det sker også for idrætstrænerne i forhold til deres udøvere.

Selvom sidstnævnte kategori næppe får storpolitiske konsekvenser kan det være galt nok for de unge piger, som i nogle tilfælde føler sig krænket og misbrugt. Omfanget af seksuelt misbrug og forførelse mellem trænere og udøvere beskriver Jan Toftegaard Nielsen fra Institut for Idræt i København i en ny rapport, hvor hver fjerde af de kvindelige udøvere fortæller, at de har været udsat for en opførsel fra deres træner, som de selv opfatter som seksuelt krænkende. 8,5 procent har oplevet at blive kysset af deres træner. Det er dog kun 3,4 procent af kvinderne, der er blevet tilbudt sex med trænerne - men tages det store antal idrætsudøvere i betragtning, drejer det sig alligevel om et anseeligt antal, hvis undersøgelsen er repræsentativ for hele landet.

Men der eksisterer i udøvernes bevidsthed en hårfin balance mellem, hvad der er seksuelt krænkende og hvad der ikke er. Således tillades berøringer og situationer i idrætslokalet, som alle ville opfatte krænkende, hvis det foregik uden for. Langt hovedparten af udøverne finder det i orden, at træneren berører arm eller hånd i forbindelse med instruktion lige som det accepteres, at træneren står meget tæt på, når han instruerer.

Derimod finder godt halvdelen af de adspurgte udøvere det seksuelt krænkende, hvis en træner inviterer en udøver ud at spise eller med i biografen. Trænerne skal også holde sig fra at stirre på bryster eller balder, for det finder 86 procent af de kvindelige udøvere krænkende.

Skæve forhold

Når det er problematisk at trænere og udøvere har et seksuelt forhold til hinanden skyldes det, at der meget ofte vil være tale om et skævt forhold, hvor træneren har magten - ikke kun på idrætspladsen, men også privat. Det skæve magtforhold får især indflydelse, hvis der er tale om unge piger og deres måske noget ældre træner.
Hvis idrætsudøveren er under 18 år er det forbudt i følge straffeloven. Idrætstrænere er nemlig underlagt den såkaldte skolelærerparagraf. Det er dog kun halvdelen af trænerne der kender til loven.

Men ikke kun juraen kan være en ubekendt i forholdet. Der er også eksempler på, at udøvere har følt sig pressede til at give efter for træneren eller til at fortsætte et forhold, selvom hun ikke ønskede det, af frygt for konsekvensen ved at slå op. Især i elitei-drætten frygter pigerne, at de ganske enkelt bliver sat af holdet, hvis de slår op med deres træner eller afviser ham.

Klubbens ansvar

Undersøgelsen ser ud til at afdække en problemstilling i idrætsforeningerne, som sjældent er til diskussion. Men Jan Toftegaard Nielsen ønsker netop at trænere og foreningsledere i langt højere grad erkender, at kærlighedsforhold mellem trænere og udøvere er et potentielt problem, der er grund til at omgærde med så megen åbenhed som muligt.

»Det er vigtigt, at trænere sammen diskuterer, hvordan de kan administrere deres rolle som træner. Det er et oplagt emne at lægge ind i træneruddannelsen, men det er mig bekendt ikke sket endnu,« siger Jan Toftegaard Nielsen.

»Mere åbenhed om problemstillingen ville også hjælpe trænerne på vej, for det er helt tydeligt, at både mandlige og kvindelige trænere er meget usikre på, hvordan de skal håndtere det, når de forelsker sig i en af udøverne eller hvis en af udøverne lægger an på dem. Det er jo ikke typisk noget, man taler sammen om trænerne i mellem,« siger Jan Toftegaard Nielsen.

Derfor kan de enkelte idrætsklubber også begynde at opstille retningslinjer for trænernes virke, for i virkelighedens verden forholder det sig sådan, at mange trænere slet ikke har deltaget på kurser.

»Undersøgelsen viser, at det især er de yngre trænere, der er uvidende om skolelærerparagraffen, og det er også de yngre trænere, der reflekterer mindst over deres rolle som træner og de forhold der kan opstå til udøverne. Derfor kunne klubberne godt stille nogle etiske retningslinjer op for trænerne, og klubberne kunne sørge for at trænerne talte sammen om det at være træner og hvad det indebærer.«

Trænerens adfærd

Ud fra de svar 275 ungdoms- og talenttrænere har givet i Jan Toftegaard Nielsens undersøgelse tegner sig et mønster for, hvad der er acceptabel adfærd fra trænerens side.

En træner bør ikke:
  • straffe sine udøvere for manglende præstation
  • bede udøvere deltage i træning/konkurrence ved akutte skader/sygdom
  • ignorere udøvere i forbindelse med coaching i pressede situationer
  • massere udøvere på forsiden af kroppen, ved bryster eller på maven
  • bade sammen med sine udøvere af modsatte køn
  • komme ind i omklædningsrummet “før tid”
  • invitere udøvere hjem privat under påskud af at skulle tale om aktiviteten
  • tale nedsættende om kvinder/mænd i relation til deres seksualitet, adfærd
  • kalde udøvere for skat, smukke, snut og lignende.
  • stirre på udøverens attributter
  • flirte med en eller flere udøvere eller invitere vedkommende i byen
  • kysse en udøver
  • indgå i et intimt forhold til en udøver under 18 år

Opdateret 12. december 2007Fra Torben Elsig-Pedersen